Busrejse til Belgien, Brugge og Bruxelles, 18. - 23. maj 2025

Bruxelles

Busrejse til Belgien – Brugge og Bruxelles – 18. – 23. maj 2025 

Gimsing Sognehøjskole og Foreningen Norden rejser i fællesskab til Belgien i 2025. Vi overnatter både i Brugge, byen med rendyrket kanalstemning, og i Bruxelles, der udover at være forbundet med EU er en international metropol med stor mangfoldighed med alt fra snævre handelsgader til storslåede byggerier og pladser.

REJSEPLAN

Søndag 18. maj: Venlo
Kl. 06.30: Afgang fra Struer Energi Park, Park Alle 4, 7600 Struer.
Efter opsamlingen går turen sydover med buskaffe og smurte rundstykker samt håndmadder med en øl/vand undervejs. Vi kører med passende pauser mod Ruhr-distriktet og ind i Holland. Vi skal bo på Hotel Wilhelmina for natten, centralt i grænsebyen Venlo. Vi spiser en 3-retters middag på hotellet og går om aftenen en lille byrundtur ned til floden Maas og nyder den smukke aftensudsigt.
Kørsel denne dag: Ca. 800 km.

Mandag 19. maj: Brugge
Efter morgenbuffet kører vi de ca. 250 km videre til Brugge, en af Europas smukkeste middelalderbyer.
Vi skal på en kanalsejlads rundt i byen, hvor vi ser de forskelligartede huse, f.eks. Huis de Beurse/Børsen og Vismarkt/Fiskemarkedet og charmerende udsyn.
Guidet gåtur gennem de gamle gader, f.eks. til Grote Markt med det imponerende klokketårn Belfort.
Vi skal naturligvis smage en af de lokale øl, mens vi er i Brugge.
Kørsel denne dag: Ca. 250 km.

Tirsdag 20. maj: Brugge og mod Bruxelles
Efter morgenbuffet udforsker vi igen gobelinbyen med guidet tur og besøg på kniplingemuseum.
Ved 15-tiden sætter vi kurs med Bruxelles. Vi kører forbi det belgiske kongehus’ store slotspark Laeken og gør et kort holdt ved Atomium, der er formet som et kæmpeatom og bygget til verdensudstillingen 1958.
Sidst på eftermiddagen kommer vi til vort hotel i det centrale Bruxelles. 
Fælles aftensmad, 3-retters menu, på hotellet.
Struerpigen Ane Margrethe Røjbæk, der er bosiddende i Bruxelles, kommer forbi og hilser på efter middagen.
Kørsel denne dag: Ca. 120 km

Onsdag 21. maj: Besøg i Europa-Parlamentet
Efter morgenbuffet kører vi direkte til Europa-Parlamentet, hvor Villy Søvndal tager imod os og fortæller om EU og arbejdet her. Frokosten nydes i parlamentets gæstekantine.
Ane Margrethe Røjbæk vil evt. sørge for besøg i Ministerrådet, hvis det er muligt denne dag.
Herefter guidet byrundtur i Bruxelles med Grand Place og det brede udvalg af arkitektoniske stilarter, byens imponerende rådhus og ikke mindst byens store stjerne Manneken Pis. Der er fælles aftensmad ude i byen.
Kørsel denne dag: Ca. 30 km

Torsdag 22. maj: Bruxelles og mod Niedersachsen
Formiddag med en guidet bustur rundt i diplomatkvarteret med EU-kontoret og triumfbuen i jubilæumsparken.
Herefter går det mod vores overnatningshotel, Idingshof Hotel & Restaurant ved Osnabrück.
4-retters aftensmad og overnatning her.
Kørsel denne dag: Ca. 450 km.

Fredag 23. maj: Hjemrejse
Efter morgenbuffet på hotellet går turen mod Danmark. Frokost på egen hånd i forbindelse med en af pauserne. Vi forventer at passere grænsen midt på eftermiddagen.
Aftensmad på kro hjemad.
Forventet hjemkomst først på aftenen.
Kørsel denne dag: Ca. 610 km.

HOTELLER

Hotel Wilhelmina

Kaldenkerkerweg 1, 5913 AB Venlo, Holland
Velbeliggende overnatningshotel centralt i Venlo, men let tilgængeligt via motorvejen.
Alle værelser med bad/toilet, TV og Wi-Fi.

Martin's Brugge
Oude Burg 5, 8000 Brugge, Belgien
Charmerende hotel centralt beliggende tæt ved nogle af de mest populære vartegn i Brügge, som f.eks. Rådhuset (100 m).
Alle værelser med bad/toilet, tv, aircondition og Wi-Fi.

Hotel Bedford
Rue du Midi 135, 1000 Bruxelles, Belgien
Bedford Hotel ligger i hjertet af Bruxelles' historiske bymidte, blot 450 m fra Grand-Place.
Alle værelser med bad/toilet, tv, aircondition og Wi-Fi.

Idingshof Hotel & Restaurant
Bührener Esch 1, 49565 Bramsche, Tyskland
Dette hotel ligger i et smukt, historisk gårdhus ved bredden af søen Hasesee. Hotellet ligger 15 km nord for Osnabrück i byen Bramsche i Niedersachsen. Fri afbenyttelse af hotellets sauna og fitnessområde.
Alle værelser med bad/toilet, tv og Wi-Fi.

REJSELEDER
Susanne Buch Nielsen, som er uddannet sygeplejerske og cand.mag. i filosofi og videnskabsteori. Ansat som lektor ved VIA Holstebro. Desuden er Susanne tilknyttet Aarhus Universitet og deltager i internationale forskningsnetværk med Belgien og Holland. Har tidligere været rejseleder for Thinggaard og Tjæreborg og har stadig en passion for historie og rejser. Som medlem af regionsrådet i Region Midtjylland har hun flere gange besøgt Europa-Parlamentet.

PRIS PER PERSON I DOBBELTVÆRELSE: Kr. 8.400,-
Tillæg for enkeltværelse: kr. 800,-
Depositum: Kr. 2.000,-

Inklusive i rejsens pris:
• Buskørsel i 4-stjernet turistbus
• Smurte rundstykker og håndmadder inkl. 1 øl/vand på udrejsen
• 5 hotelovernatninger inkl. morgenmad
• Aftensmad alle dage, ekskl. drikkevarer
• Frokoster i Brugge og Bruxelles, ekskl. drikkevarer
• Entréer og rundvisninger jf. program
• Buskaffe efter behov på hele turen
• Dansk rejseleder med på hele turen
• Gebyr til Rejsegarantifonden

TILMELDING: Hos Venø Rejser, tlf. 9786 8100
Venø Rejser er medlem af Rejsegarantifonden nr. 1246.
Tlf. 9786 8100, Tangvej 16, Venø, 7600 Struer, www.venorejser.dk

Rejsebeviser udsendes i januar 2025 med opkrævning af depositum

Informationer til sikkerhedskontrol i Europa-Parlamentet
• Navn
• Fødselsdato 
• Pasnummer
• Udløbsdato for pas

Medbring pas og det blå EU-sygesikringskort 

Ret til ændringer i programmet forbeholdes

Praktisk information

Hold nr:
24030
Susanne Buch Nielsen

Susanne Buch Nielsen